Det har altid været mit sprog.

Jeg fik mit første keyboard som 11-årig af mine morforældre, og kort efter sad jeg foran et elorgel og opdagede glæden ved at spille basspil med venstre hånd, mens musikken levede i højre.

Som 14-årig havde jeg mit første betalte job som musiker. Derfra gik mange år med festmusik, forsamlingshuse, dansepublikum og kilometer på landevejen — ofte bare en trommeslager og mig. Det var en fantastisk skole i timing, energi og menneskelig kontakt. Man lærer hurtigt, hvornår musik virker.

Senere begyndte jeg at komponere til radio og reklamer og arbejdede som reklameproducer på The Voice i Odense. Jeg byggede studie op, startede virksomhed og arbejdede med alt fra lydlogoer og specialproduktioner til mix og musikproduktioner for både virksomheder og artister. I en periode samarbejdede jeg også med folk omkring Sony Music om upcoming artister.

Jeg har spillet på festivaler, i store haller og været en del af backing-setuppet i Sunset under deres turnéer rundt i Danmark. Og ja — jeg har også stået på scenen med Suzi Quatro og Smokie efter en lettere kaotisk udskiftning af en keyboardspiller, der sad fast i trafikken i London.

Men midt i alt det har jazzen altid været hjemmebane. Jeg voksede op med Duke Ellington og Oscar Peterson i stuen derhjemme, og den kærlighed sidder stadig dybt i mig.

Samtidig fandt den klassiske musik vej ind gennem en klaverlærer, der lærte mig disciplin, teknik og respekt for håndværket. Det er også en del af grunden til, at jeg i dag føler mig hjemme ved orglet og i kirkerummet.

For kirken kan noget særligt.
Rummet. Klangene. Stilheden. Fællessangen.

Når musik, mennesker og akustik går op i en højere enhed, så giver lyd pludselig fysisk mening.

I dag producerer jeg stadig musik, mixer projekter, arbejder med jazz og singer-songwriters og bevæger mig mellem klaver, orgel, sang og produktion.

For mig handler musik grundlæggende ikke om genre eller prestige.

Det handler om mennesker.
Og om at få nogen til at mærke noget.